Fejlfinding på elinstallationer

Fejlfinding på elinstallationer dækker meget bredt, og fejl kan skyldes alt, der er i kontakt med dine elinstallationer. Vi har her på siden lavet en guide til, hvordan du løser de mest gængse fejl.

 

Hjælp til selvhjælp med fejlfinding på elinstallationer

Herunder finder du en guide til fejlfinding på elinstallationer, hvor vi gennemgår tre typiske fejl, som du selv kan løse.

HPFI/HFI-relæet slår fra:

  • Fejlen skyldes, at noget i din elinstallation er ”utæt” (afleder til jord). For at beskytte dig mod elektrisk stød slår HPFI-relæet fra. Ulempen er bare, at al strømmen i hele boligen typisk samtidig slår fra.
  • Løsningen er at slukke for alle dine sikringer/grupper i tavlen, hvorefter du tænder HPFI-relæet. Herefter tænder du én sikring/gruppe ad gangen og gerne med 20 sekunders mellemrum. Når du tænder den fejlramte sikring/gruppe, vil HPFI-relæet slå fra igen. Den fejlramte sikring/gruppe skal du lade være slukket og tænde de øvrige sikringer/grupper. Der vil nu være strøm i det meste af boligen igen, men der vil også være dele af boligen, som er uden strøm. Vi anbefaler, at du fjerner alle brugsgenstande, som er tilsluttet stikkontakter, og slukker for alt lys (husk udendørslys) samt for alle apparater, der er tilsluttet den pågældende sikring/gruppe (fx vaskemaskine, opvaskemaskine, køleskab, fryser, varmtvandsbeholder etc). Prøv herefter igen at tænde for HPFI-relæet. Hvis HPFI-relæet forbliver tændt, er fejlen højst sandsynligt på dine brugsgenstande. Hvis HPFI-relæet slår fra igen, må du kontakte os. EnergiElektrikeren har døgnvagt og er altid klar til at hjælpe kunderne.

Sikring i eltavlen springer/slår fra:

  • Fejlen skyldes en kortslutning eller en overbelastning i din elinstallation.
  • I første omgang skal du tænke 5 minutter tilbage og tænke på, om du havde en masse elapparater kørende samtidig. Hvis ja, så start med at slukke for nogle af dem. Skift den pågældende sikring og tænd for gruppen. Hvis sikringen springer igen, anbefaler vi, at du fjerner alle brugsgenstande, som er tilsluttet i stikkontakter, og slukker for alt lys (husk udendørslys) samt for alle apparater, der er tilsluttet den pågældende sikring/gruppe (fx vaskemaskine, opvaskemaskine, køleskab, fryser, varmtvandsbeholder etc). Prøv herefter at skifte sikringen og tænde gruppen igen. Hvis sikringen/gruppen forbliver tændt, er fejlen højst sandsynligt på dine brugsgenstande. Hvis sikringen/gruppen slår fra, må du kontakte os. EnergiElektrikeren har døgnvagt og er altid klar til at hjælpe kunderne.

Der mangler strøm i dele af boligen:

  • Fejlen skyldes enten en løs forbindelse i din elinstallation eller delvis manglende strøm fra elnettet.
  • Du skal i første omgang gå ud til din elmåler (den, du aflæser og betaler din elregning udfra). I displayet skal der typisk stå L1, L2, L3 (med småt). Hvis en af dem mangler, mangler du strøm fra elnettet, og du skal kontakte EnergiElektrikeren. Vi kan vha. måleteknik, erfaring og udelukkelsesmetoden finde frem til fejlen, og i nogle tilfælde betaler dit forsyningsselskab for fejludbedringen.

Hvis der i målerens display står L1, L2, L3, skyldes fejlen højst sandsynligt en løs forbindelse i din elinstallation. Den kan være vanskelig at finde for dig, da det kræver, at man skiller dele af elinstallationen ad for at lokalisere og finde frem til fejlen. Kontakt EnergiElektrikeren. Vi har døgnvagt og er altid klar til at hjælpe kunderne.

Kontakt os

Skriv til os, hvis du har bøvl med elinstallationerne i dit hjem og ikke selv kan finde en løsning.