Hvad er en buffertank?
Er en buffertank nødvendig til en varmepumpe? Det er et spørgsmål vi dagligt får fra vores varmepumpekunder. Vores svar er, “ja, du bør have en buffertank til din luft-til-vand varmepumpe, medmindre du slet ikke kan finde fysisk plads til den”. Men vi anbefaler at du gør en indsats for at finde pladsen til buffertanken.
Buffertanken som også kaldes for bufferbeholder, volumenforøger og akkumuleringstank er i princippet bare en vandtank på typisk 30 til 1000 liter, som kan sammenlignes med en slags lager, eller bufferlager, hvor varmepumpen kan gemme varmen midlertidigt, indtil den skal bruges. Det sikrer en god drift for varmepumpen uden for mange start/stop af kompressoren.
Forlæng varmepumpens levetid
En luft-til-vand varmepumpe består af en indedel og en udedel. Udedelen indeholder bl.a. en kompressor og en kompressor kan sammenlignes med en dieselbil, den kan bedst lide lange ture med en ensartet hastighed og bryder sig ikke om småture. Med andre ord, så bryder en luft-til-vand varmepumpe sig ikke om for mange start-og-stop. Det nedsætter simpelthen levetiden på varmepumpen at have unødigt mange start/stop. Derfor er det vigtigt at varmepumpen og bufferbeholderen dimensioneres korrekt. Bufferbeholderen sørger for en mere stabil og jævn drift af varmepumpen.
Hvor stor skal en buffertank være?
En buffertank skal dimensioneres korrekt og som tommelfingerregel kan man sige at der skal være 10 liter buffertank pr. kW varmepumpeeffekt. Fx hvis din varmepumpe er dimensioneret til at være 6kW, så bør du have en 60 (10×6) liter bufferbeholder.
En luft-til-vand varmepumpe som primær varmekilde bør dimensioneres så den dækker dit behov med 95-110%. Det betyder at din varmepumpe problemløst kan leverer centralvarme og varmtvand året rundt 95-110% af tiden. Mange vil her tænke “jamen jeg gider da ikke risikere at fryse i 5% af tiden”, og det kommer du heller ikke til. Alle varmepumper er udstyret med elpatron (også kendt som varmelegeme eller elstav) som på de koldeste dage kan slå til, hvis der mangler varme. Ved disse dimensioneringsregler har du en rigtig god varmepumpeløsning og sikre en god og lang levetid for din varmepumpe.
Hvis man kunne finde på at overdimensionere en varmepumpen, så den fx dækker forbruget med 110-130%, så er det endnu vigtigere at have en større bufferbeholder. Da man med en for stor varmepumpe, med sikkerhed får flere start/stop.
Gratis opvarmning af buffertank
Hvis du påtænker energistyring i din varmepumpeløsning, evt. i kombination med et solcelleanlæg eller vindmølle så kan det anbefales at have en større buffertank end før omtalt. Hvis du har fysisk plads og kunne tænke dig at kombinere den gratis strøm fra et solcelleanlæg til opvarmning af buffertank til centralvarmen eller måske varmtvandsbeholderen til det varme brugsvand, så kan det også lade sig gøre. Du skal blot tænke på, at et 3kW varmelegeme i en 100 liter buffertank (eller varmtvandsbeholder) vil det tage én time at opvarme vandet fra 40 grader til 65 grader. Så hvis man har gratis strøm fra solcelleanlæg, så bør man overveje en bufferbeholder på mindst 200 liter og gerne 500 liter.
Kombinationen af varmepumpe og solcelleanlæg kan du læse meget mere om her
Buffertank fra 30 liter til 1000 liter
En buffertank eller bufferbeholder skal som tidligere beskrevet dimensioneres korrekt. Alle buffertanke fra 30 liter og op til 160 liter er væghængte bufferbeholdere. Når man kommer op på bufferbeholdere som er større end det, så starter buffertankene fra 200 liter og opefter og er alle sammen modeller som stilles på gulvet og fastmonteres.